Billede

Forresten #2 

 .. Har jeg nydt at både Skægget og jeg på magisk vis havde fri i fredags, hvilket indebar at sove længe, gå tur langsomt og spise sen morgenmad på Grød i Guldbergsgade. (Jep, det ER karamelsovs på min havregrød!)


.. Er jeg gået igang med at arbejde på en ny Alfred animationsfilm. Det er den sidste store opgave i animationsfaget på Borups Højskole og ambitionerne er tårnhøje. (Hvilket også betyder at jeg snart skal ud af fjerene og igang, hvis jeg på nogen som helst måde skal nå det).



.. Har Skægget og jeg fejret vores første bryllupsdag. Det foregik med tømmermænd, film og pizza dagen efter et andet storslået bryllup. Oh nå ja, der var gaver i farvandet og blondehøsten var god i år ;)

.. Er det sidste projekt i fotofaget også skudt igang og det bliver noget med silhuetter, kontraster og måske planter denne gang. Billedet her er blot en konceptet, hvor smukke Siri lægger ansigt til et af mine planteekaperimenter. De rigtige silhuetbilleder skød vi fredag eftermiddag i hjemmestudiet og jeg er så småt gået igang med at indsamle billeder af alt muligt andet der også skal være med. Fik jeg sagt det bliver en slags collager?

.. Er alle billederne her fra Instagram, som jeg for tiden er SÅ meget bedre til at opdatere end bloggis (dog med meget færre ord). Du kan følge med på @beth.log

Video

Navn i Sne | Endnu en animationsopgave

De sidste par uger har stået i musikvideoernes tegn, altså sådan animationswise. En skøn mulighed for at fordybe sig i et af mine yndlingsnumre, nemlig Navn I Sne af det danske band UligeNumre.

Teknikken drillede en del med denne video, særligt opløsningen på de grafiske elementer. Men der var ikke tid til at lave det forfra og det ER jo bare en skoleopgave (fortæller jeg den perfektionistiske djævel på min skulder og visker mig i øret). 

Håber i kan lide den :)

Lektier i Fotografi & en Invitation til Dig

Udover at spise frokost på Almanak, blev weekenden også spenderet på at lave lektier. Men ikke de sure lektier, alla kedelige bøger eller ligegyldige opgaver. Næ nej. Mine lektier var såmænd at fotografere en portrætserie på fem billeder, til højskolens midtvejsudstilling i næste uge. Fem interessante billeder af den samme person. Hvilket faktisk er overraskende svært, hvis alle billederne ligesom skal have noget at sige. Men så er det jo godt at man har lommen fuld af spændende venskaber og ikke mindst kender den skønne dame på billedet herunder:

Mød Julie, et styk tegneserienørd og konditor extra ordinaire (altså udover hendes super cool job som web assistent hos Oticon, hvor hun bl.a arbejder med sociale medier). Julies passion for at bage uovertrufne kager har været der lige så længe jeg kan huske – vi har kendt hinanden i mere end et halvt årti – og vi ved jo alle at kager gør sig godt på foto (se bare HER og HER). Så vi knipsede lige i underkanten af 400 billeder i weekenden – og dryssede mel i hele hytten –  imens Skægget fes rundt som en skoldet ski’ for at sætte lys i alle tænkelige vinkler. Jo jo, et var skam helt prof photoshoot agtigt.

Så hvis du kunne tænke dig at se hvordan de fire andre billeder blev – professionelt printet ud i A3 sgu – så er du hermed inviteret til House of Performance fredag den 27. marts fra kl 19. Udover foto bliver der også udstillet grafisk design, tegning og maleri. I højskolens biograf vises resultatet af filmholdets produktioner og ved 20:30 tiden – tror jeg nok det er – åbnes dørene til den store sal og så starter festen for alvor: Vi har brugt uger på at forberede forestillinger med teater, dansk, sang og kor og det bliver SÅ fedt.

Det koster ikke en rød reje at deltage i herlighederne og der vil selvfølgelig være mulighed for at skylle oplevelserne ned med et glas hvidvin eller en kold øl. (Se evt invitationen på skolens website HER).

Jeg håber skisme at der er nogle af jer der har lyst til at kigge forbi :)

Skyggesiden: Aldersbetinget interesseforskel i højskolelivet

 

_MG_0488_0042_forweb

{Hjemme i frimærkets trygge sofafavn. Med sushi i maven og ham – bag kameraet – der altid er på mit hold.}

Jeg ved godt at jeg har skrevet om det før, det med aldersforskellen mellem eleverne på Borups. Både om mine bekymringer ved at være alderspræsident (som jeg skrev HER) og vist også noget med at det ikke betyder så meget når først man lærer folk at kende (.. men kan skisme ikke finde det indlæg lige nu – i må tro på mig). Og ja, nu skriver jeg om det igen. Det er et emne jeg har været lidt tilbageholdende med at adressere herinde på bloggen, for der er jo for hulan nogen for skolen der læser med (nok på grund af min intensive facebook spamming) og jeg vil helst ikke træde dem, jeg skal se i øjnene hver dag, alt for meget over træerne. Men nu skriver jeg altså lidt om det alligevel. For det fylder sgu en del lige pt.

Det betyder ikke særlig meget – det at man ikke er lige gamle – når det kommer til personer jeg klikker godt med. Dem jeg synes er søde, sjove, charmerende og som jeg instinktivt bare godt kan lide. Venskab kender sgu ingen alder. Og dem jeg ikke er så meget på bølgelængde med, ja dem lader jeg jo bare være med at opsøge. Det jeg forsøger at sige er at det med aldersforskellen sjældent har særlig meget at gøre med enkeltpersoner. Det handler derimod mere om det at være en af de gamle i gruppen helt generelt. (Og for de uindviede er man altså en af de – mentalt – gamle i gruppen, når man kan skrive under på samtlige følgende adult-markers: At være sidst i tyverne, At være gift, At være færdiguddannet, At have arbejdet efter afsluttet studie, At have venner der bliver gift og får små nuttede babyer og At drømme om at købe en kolonihave i den nærmeste fremtid).

“Jamen gør det da noget at du er et andet sted end mange af de andre på skolen?” Nej, som enestående element er det helt fint. Og jeg skal selvfølgelig også lige skynde mig at indskyde at de ting der optager mange af mine medstuderende på Borups er præcis de samme ting der optog mig da jeg var i deres alder. For gennemsnitligt 7-8 år siden. Og det er ligesom humlen. At det er ret lang tid siden, at jeg kan skrive under på alle ovenstående adult-markers og derfor indimellem godt kede mig lidt over fx “hvornår kom du hjem fra byen?” ved mandagens frokostbord. Ja, sgu. Og jeg tror da også at nogle af mine medstuderende er ved at brække sig over hvor tørt det lyder når jeg lige vender faktureringskultur i danske virksomheder – eller for den sags skyld ingredienslisten til en vildtgryderet – med en af lærerne.

Så jeg synes det indimellem godt kan være lidt svært med det sociale pga den aldersbetingede interesseforskel. Lidt svært med gruppetilhørsforholdet. Flere venner – inkl Skægget – har spurgt mig om jeg nødvendigvis behøver at være med i gruppen? Om jeg ikke blot kan tage på Borups udelukkende for det faglige? Men så let synes jeg altså ikke at det er. For selve højskoleinstitutionen er en social bevægelse og det er derudover næsten menneskeligt umuligt ikke gerne at ville tilhøre gruppen, det sted hvor man tilbringer de fleste vågne timer. Og derudover hader jeg følelsen af ikke at høre til.

Der er ikke nogen stor forkromet afslutning på dette indlæg, ingen bulletproof handlingsplan. Blot et behov for at sige at det kan være lidt svært at høre til, når man ikke har så meget til fælles.

En optimistisk plakat

Tænkte at I måske er interesseret i at se lidt af det vi laver her på Borups?

Idag har skemaet – for mit vedkomne – i hvert fald stået på grafisk design. Og selvom jeg har brugt et par år i mit professionelle virke på at praktisere netop denne faglighed, har det i kraft af mit digitale fokus sjældent handlet om at producere noget der skulle ud af en printer. Men idag var netop dette opgaven. Vi skulle hver især fremstille en plakat ud fra en tildelt følelse. Min følelse var optimisme. Og er der noget der er optimistisk i dagens Danmark, så må være at gifte sig. Særligt taget skilsmisseprocenterne i betragtning. Endvidere viser en norsk undersøgelse at sandsynligheden for skilsmisse fordobles hvis den ene af ægtefællerne selv er skilsmisse barn (som yours truly jo er).

Så statistikken er ikke ligefrem for Skæggets og mit projekt, men jeg har valgt at være optimistisk – nogle skal jo også ende i the happy ever after kolonne ;)

{Resultatet af dagens grafisk design opgave.}

Om at sige pis af til selvbegrænsningen og det at synge foran andre

Benene ryster. hænderne kan ikke finde ro. Stemmen dirrer – nok også mere end jeg tror de andre kan høre. Men jeg har bedt dem om at vende sig om. Om at kigge den anden vej. Væk fra mig. Så det – i dette øjeblik – kun er læren og jeg.

Jeg har selv meldt mig. Og sagt at jeg VIL synge netop denne sang. Den sang som igår fik sendt mig ud på kanten og helt derud hvor jeg følte at der ikke længere var noget klippe tilbage mine fødder kunne stå på. For jeg har brug for at komme over skrækken for alle øjnene. Brug for at vise mig selv, at jeg kan synge for andre. Og altså ikke kun i stuen derhjemme, når Skægget er ude at føjte.

Og jeg synger. Også selvom benene ryster. Også selvom det overskrider min grænse. Læren nikker, retter på min teknik og beder mig synge igen. Langsomt bliver resultatet bedre og jeg kommer lige så stille tilbage til min egen krop. Tør være i min krop og være til stedet sammen med alle de andre. Og pludselig kommer den, følelsen af: Wow det er fedt! Tænk at jeg faktisk kan det her!

Selvkritikken står som sædvanligt på spring da det hele er overstået, men jeg vælger ikke at lytte til den, for der er tid nok. Tid til at udvikle min sang. Tid til at blive tryg. Og idag skal der være plads til stoltheden. Stoltheden over – selvvalgt – at have brudt grænsen og sagt pis fucking af til egenbegrænsningen sorte skygge.

Idag var en virkelig fedt dag.

Husk du også kan følge beth.log på instagram (her), på facebook (her) og via bloglovin (her).