Om Malmö, energiboost og kæresteflugt

{Lidt detaljer fra det fine Moment Hotel vi boede på i Malmö.}

Så blev der igen stille på bloggis. Ikke fordi hjerneforstuvningen fortsatte. Tværtimod. Jeg har nemlig været på hverdagsflugt – på flugt fra vasketøjet, regnen og alt det grå – sammen med ham jeg holder allermest af. En flugt fra de sædvanlige tankebaner, hen mod det uvante, hen mod faktisk at se den anden. Og sig selv. (Jeg skrev om netop dette med kæresteflugten fra hverdagen for en måneds tid siden HER).

Og jeg tror faktisk det ville skubbe gevaldigt til de høje skilsmisseprocenter hvis alle par fik ordineret en jævnlig timeout fra hverdagen. Hvor man får talt sammen, sådan rigtigt. Om hvad der sker i ens liv lige nu, hvordan man har det og ikke mindst har oceaner af tid til at drømme om alle de ting man kunne tænke sig at opleve i fremtiden. Dét at der bliver skabt sådan en tidslomme til at fordybe sig i hinanden, gør i hvert fald en verden til forskel for mig. En tidslomme hvor der som sådan ikke skal ske noget. Altså vi laver jo noget, men det er ikke så vigtigt hvad det er og i hvilken rækkefølge det lige kommer i. Således er den netop afsluttede miniferie i Malmö gået med langsomme morgener, slendreture i Kungsparken, utallige cafébesøg, shopping, besøg på udstillingen A New Layer på Form/Design Center og lidt godt til ganen på bl.a italienske Vapiano i Caroli.

Altsammen noget der virkelig gør en forskel, altså inde i mig. For efter sådan en tur er mine depoter fyldt til randen med smil og latter. Med solskin og energi. Og jeg mærker effekten med det samme. Ta’ bare imorges: Jeg vågnede tidligere end jeg ellers ville have gjort, fik lavet selvforkælende lækker morgenmad, ordnet vindueskarmens visne blomster med et smil og kastet mig over computeren for at skriver indlæg til dig. Åh, hvor føles det godt ovenpå en uge hvor første halvdel i den grad føltes op af bakke.

Resten af søndagen står på redigering af billeder til et indlæg om vores lækre Malmö hotel, en tur ud i det formidable solskindsvejr og måske et smut i Silvan efter frø og jord til mit fint designede minidrivhus.

Hvad står din søndag på?

Om at have forstuvet hjernen

Måske har du opdaget at der har været stille herinde siden lørdag? Og ikke bare herinde, men også på bloggis’ facebook side og insta strøm? Normalt er den slags stilhed grundet travlhed herude på den anden side at skærmen. Ofte pga. rejser, familiebesøg eller andre rare ting der er vigtigere end at sidde ved computeren. Men ikke denne gang. For de sidste dage har jeg ikke lavet en dyt. Intet. Ikke engang forladt lejligheden.

Det føles nemlig lidt som om jeg har forstuvet hjernen.

Som om hele mit sind ønsker at jeg kravler ned under dynen og passiviserer min sjæl med fængende Netflix serier. Dernede under dynen hvor jeg ikke skal forholde mig til noget. Ikke burde gør noget. Ingen forpligtelser har. Så det har jeg så gjort i tre dage. Flygtet mentalt fra verden. Og aet min forstuvede hjerne under dynen.

Jeg er ikke helt klar over hvorfor jeg har det sådan lige nu. Det er ikke umiddelbart en særlig forestående begivenhed eller beslutning der er skyld i forstuvningen. Skægget har foreslået at det handler om alt det nye, der er sket hele tiden, de sidste par år (tilbage i september ridsede jeg det hele op HER) og den forklaring tygger jeg lidt på lige nu. For jeg hár virkelig svært ved at forholde mig til nye ting pt. Og jeg svinger virkelig humørmæssigt ved tanken om at jeg inden sommerens komme skal finde mig et godt job. Det føles sgu ret meget som et pres. Samtidig vil jeg gerne have rigtig meget ud af mit ophold på Borups Højskole og de mennesker jeg går der sammen med. I et forår der lige pt boomer med bryllupper, familiearrangementer og en konfirmation. Hvilket føles helt urealistisk i mit lille hoved, der i forvejen gør turen op til Føtex til en mindre polarekspedition og derfor ofte udskydes disse dage.

Det jeg prøver at sige er at det hele fylder for meget indeni. Som om en stor hammer har ramt mit hoved og forstuvet min hjerne. Som om jeg midlertidigt slet ikke er klar til den voksenrolle som både mit sygesikringsbevis og vielsesattest postulerer at jeg har. Så tager lige en dag af gangen og håber at I alligevel vil kigge herind imorgen, hvor rygtet siger at endnu en snegl er i spotlightet hos SkæggetsSneglespor.

xoxo fra under dynen

Skyggesiden: Aldersbetinget interesseforskel i højskolelivet

 

{Hjemme i frimærkets trygge sofafavn. Med sushi i maven og ham – bag kameraet – der altid er på mit hold.}

Jeg ved godt at jeg har skrevet om det før, det med aldersforskellen mellem eleverne på Borups. Både om mine bekymringer ved at være alderspræsident (som jeg skrev HER) og vist også noget med at det ikke betyder så meget når først man lærer folk at kende (.. men kan skisme ikke finde det indlæg lige nu – i må tro på mig). Og ja, nu skriver jeg om det igen. Det er et emne jeg har været lidt tilbageholdende med at adressere herinde på bloggen, for der er jo for hulan nogen for skolen der læser med (nok på grund af min intensive facebook spamming) og jeg vil helst ikke træde dem, jeg skal se i øjnene hver dag, alt for meget over træerne. Men nu skriver jeg altså lidt om det alligevel. For det fylder sgu en del lige pt.

Det betyder ikke særlig meget – det at man ikke er lige gamle – når det kommer til personer jeg klikker godt med. Dem jeg synes er søde, sjove, charmerende og som jeg instinktivt bare godt kan lide. Venskab kender sgu ingen alder. Og dem jeg ikke er så meget på bølgelængde med, ja dem lader jeg jo bare være med at opsøge. Det jeg forsøger at sige er at det med aldersforskellen sjældent har særlig meget at gøre med enkeltpersoner. Det handler derimod mere om det at være en af de gamle i gruppen helt generelt. (Og for de uindviede er man altså en af de – mentalt – gamle i gruppen, når man kan skrive under på samtlige følgende adult-markers: At være sidst i tyverne, At være gift, At være færdiguddannet, At have arbejdet efter afsluttet studie, At have venner der bliver gift og får små nuttede babyer og At drømme om at købe en kolonihave i den nærmeste fremtid).

“Jamen gør det da noget at du er et andet sted end mange af de andre på skolen?” Nej, som enestående element er det helt fint. Og jeg skal selvfølgelig også lige skynde mig at indskyde at de ting der optager mange af mine medstuderende på Borups er præcis de samme ting der optog mig da jeg var i deres alder. For gennemsnitligt 7-8 år siden. Og det er ligesom humlen. At det er ret lang tid siden, at jeg kan skrive under på alle ovenstående adult-markers og derfor indimellem godt kede mig lidt over fx “hvornår kom du hjem fra byen?” ved mandagens frokostbord. Ja, sgu. Og jeg tror da også at nogle af mine medstuderende er ved at brække sig over hvor tørt det lyder når jeg lige vender faktureringskultur i danske virksomheder – eller for den sags skyld ingredienslisten til en vildtgryderet – med en af lærerne.

Så jeg synes det indimellem godt kan være lidt svært med det sociale pga den aldersbetingede interesseforskel. Lidt svært med gruppetilhørsforholdet. Flere venner – inkl Skægget – har spurgt mig om jeg nødvendigvis behøver at være med i gruppen? Om jeg ikke blot kan tage på Borups udelukkende for det faglige? Men så let synes jeg altså ikke at det er. For selve højskoleinstitutionen er en social bevægelse og det er derudover næsten menneskeligt umuligt ikke gerne at ville tilhøre gruppen, det sted hvor man tilbringer de fleste vågne timer. Og derudover hader jeg følelsen af ikke at høre til.

Der er ikke nogen stor forkromet afslutning på dette indlæg, ingen bulletproof handlingsplan. Blot et behov for at sige at det kan være lidt svært at høre til, når man ikke har så meget til fælles.

Om nye specs & det med at blive påvirket af hvad andre synes

{Lige et hurtigt billede fra insta – mestre enndu ikke spejlrefleksselfie.}

Så skete det!! Dovenskab og ligegyldighed fik endelig sparket og jeg kom i tanke om at det faktisk er rart at kunne se hvad der står på vejskilte og læse i en bog, uden at skulle klistre den til ansigtet først.

Men gud hvor er det *effin svært at finde det rette stel. Jeg har været hid og did i diverse optikerkæder for at kigge. Kigge efter et stel jeg faktisk ville gide at påføre mit ansigt om morgenen og som ikke ville lænse min dankort alt for slemt. Mission not accomplished.. Til slut gik jeg derhen hvor jeg VED de har noget på hylderne jeg kan lide. Og et personale der ikke er bange for at sige deres ærlige mening. Jeg gik til SallingOptik ved runddelen. Og jeg gik derhen alene.

Tidligere har jeg oftest haft min kæreste/veninde/mor under armen når sådan en dyr beslutning skulle træffes. Men jeg bliver simpelthen så påvirket af hvad de synes. Hvad de kan lide, hvordan de forestiller sig mig – brillevise – og jeg kommer hurtigt til at please dem mere end jeg egentlig får taget stilling til hvad jeg kan lide. Jep, mega people pleaser – sværeste spørgsmål nogenside er “hvad har du lyst til lige nu?”. Som oftest aner jeg det ikke, for jeg bruger alt for meget energi på at finde ud af hvad det mon er alle de andre godt kunne tænke sig. Og hvad de tænker.

Nå, back on track. Det virkede rigtig godt at brilleshoppe alene og jeg er ret godt tilfreds med resultatet (og så snakker vi ikke om at dankortet ligger i kunstig koma inde på riget..)

Om hverdagsnærvær og årstidskiftende kæresteflugt

Hvordan holder man gnisten ved lige når skemaet i parforholdet indimellem strammer mere end godt er? Når savnet bliver så stort at en kaffedate med kongeværdige kager ikke er nok til at indfri hele længslen? For selvom det unægteligt hjælper at tilbringe tid med de skønneste smilehuller jeg kender, kan et par timer ikke opfylde hullerne de lange seje træk efterlader.

Svaret – på det nørrebroske frimærke – er noget så enkelt som tid. Ikke nødvendigvis en kærestetime for hvér savnet time, men ikke desto mindre tid tilbragt med hinanden. Tid til nærvær. Et nærvær der ikke behøver betyde at øjnene klistre til hinanden. Ikke tvinger til fællesaktivitet hele tiden. Men som er til stede. Som den stille klavermusik der strømmer ud i stuen fra hans koncentrerede øjeblikke ved klaveret. Fra det kærlige blik hen over Børsens fesenfarvede papir. Fra det bagfrakommende kram foran komfuret, dér midt i hverdagen. Men det er også som om det netop er hverdagen der spiser tiden. Som om alle de små nærværsøjeblikke indimellem bliver slugt af hverdagens talrige gøremål og kaster en grå skygge.

Så vi flygter fra hverdagen. Flygter hver anden gang årstiderne skifter. Og vi har lovet hinanden at blive ved med at holde fast i denne flugt. Flugt fra de almindelige gøremål, fra kontakt med omverdenen, fra at være online. En flugt til Malmøs uendelige bølgende strøg, til vesterhavets insisterende blæsen, til New Yorks brusende menneskehav. Og nu er det snart tid igen. Foråret står på spring sammen med mit hjerte og den næste flugt er ganske langsomt ved at forme sig i støbeskeen. Og jeg glæder mig.

Hvis du har lyst kan du også følge beth.log på instagram (her), på facebook (her) og via bloglovin (her).

Om at sige pis af til selvbegrænsningen og det at synge foran andre

Benene ryster. hænderne kan ikke finde ro. Stemmen dirrer – nok også mere end jeg tror de andre kan høre. Men jeg har bedt dem om at vende sig om. Om at kigge den anden vej. Væk fra mig. Så det – i dette øjeblik – kun er læren og jeg.

Jeg har selv meldt mig. Og sagt at jeg VIL synge netop denne sang. Den sang som igår fik sendt mig ud på kanten og helt derud hvor jeg følte at der ikke længere var noget klippe tilbage mine fødder kunne stå på. For jeg har brug for at komme over skrækken for alle øjnene. Brug for at vise mig selv, at jeg kan synge for andre. Og altså ikke kun i stuen derhjemme, når Skægget er ude at føjte.

Og jeg synger. Også selvom benene ryster. Også selvom det overskrider min grænse. Læren nikker, retter på min teknik og beder mig synge igen. Langsomt bliver resultatet bedre og jeg kommer lige så stille tilbage til min egen krop. Tør være i min krop og være til stedet sammen med alle de andre. Og pludselig kommer den, følelsen af: Wow det er fedt! Tænk at jeg faktisk kan det her!

Selvkritikken står som sædvanligt på spring da det hele er overstået, men jeg vælger ikke at lytte til den, for der er tid nok. Tid til at udvikle min sang. Tid til at blive tryg. Og idag skal der være plads til stoltheden. Stoltheden over – selvvalgt – at have brudt grænsen og sagt pis fucking af til egenbegrænsningen sorte skygge.

Idag var en virkelig fedt dag.

Husk du også kan følge beth.log på instagram (her), på facebook (her) og via bloglovin (her).

Om at komme i det orange felt og tilmed kludre i teksten

For at rykke sig må man indimellem træde ud af den vante cirkel af komfort. Eller som min søster så rammende sagde i telefonen “Du kommer ud i det gule felt”, da jeg igår fortalte hende om mandagens sangfag. For modsat korlektionerne senere på ugen, så er det at stille sig op – alene – og synge foran andre mennesker en kæmpe overskridelse af mine grænser. Som om al den stemme jeg har inde i mig (som har en kæmpe fest i samspillet med de andre stemmer til kor) bliver sky og kryber i skjul. Som om den svigter mig. Og alle barndommens onde ord om min stemme igen bliver vakt til live. Som om det at synge ikke er for mig.

Og det er ingen underdrivelse at jeg idag til sang kom i gult. Eller jeg vil faktisk sige at det nærmest var en orange oplevelse. Vi blev nemlig delt ind i grupper, skulle finde en sang som alle i gruppen kendte og så øve den kort, inden den skulle fremføres for hele klassen. Inklusiv solostykker. Og allerede ved præsentationen af denne opgave kunne jeg mærke kroppen dirre og halsen snøre sig sammen til kun et pibende rør. Noget ubehageligt var potentielt på vej.

Pludselig gik det hurtigt. En sang blev valgt – som jeg dog kendte, men ikke vil sige at jeg følte mig særlig tryg ved. Øvningen af denne gik ikke særlig godt og da det blev min tur til at fremføre den lille solodel for klassen, lukkede jeg fuldstændig ned. Kludrede i teksten og mistede min stemmes volumen. Og det ved siden af gruppemedlemmer, der har optrådt før og som allerede på nuværende tidspunkt kunne lave små personlige fortolkninger af teksten. Av. Av helt ind på selvtilliden.

Imorgen eftermiddag står den igen på sang. Igen på fremførelsen af et nummer, som jeg instinktivt er blevet bange for. Som rykker i noget dybt nede, der endnu ikke er til at sætte ord på. Så her bliver der i sandhed flyttet nogle grænser. Stay tuned..

Hvornår har du sidst gjort noget grænseoverskridende?